Hippologisk Selskab Vilhelmsborg
HERSKABSSTALDEN - hvor historien møder fremtiden...

Opdateret søndag 12. februar 2012
Klik her for at blive medlem af Hippologisk Selskab
BLIV MEDLEM
Vilhelmsborg

Vilhelmsborg - Danmarks Nationale Hestesportscenter.
Et af Europas største med høj international standard
Ramme om nationale og internationale arrangementer.
Avl, hestesport, undervisning, handicap, dyrevelfærd - og kulturhistorie er i fokus.

Historie
I 1500'tallet hed stedet Skumstrup Christian IV kom i krigsgæld til hollænderen Gabriel Marselis

Marselis overtog gården i 1662 og sendte sønnen Vilhelm som bestyrer. Blev Baron og tog navn Güldencrone - af hollandsk Gylden og dansk Krone. Skumstrup blev til Vilhelmsborg og ejedes af slægten til 1923

Hovedbygningen er i nyklassistisk stil fra 1842-44. Restaureret i 1979 og 1999

Avlsbygningerne fra 1856 er i neogotisk stil. Restaureret 1978-79

Århus Kommune købte herregården i 1973. Foreningen Vilhelmsborg overtog brugen i 1988

Centret blev indviet i 1991 af Vilhelmsborgs protektor H.K.H. Prinsgemal Henrik. Herskabsstalden er genindviet i 2007.

Vilhelmsborgs samarbejdspartnere
Foreningen Vilhelmsborg består af Århus kommune, Dansk Ride Forbund, Dansk Varmblod, Landsudvalget for Heste og Aarhus Rideklub.

Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund, Dansk Islandshesteforening og Aarhus Rideklub har domicil på centret.

Vilhelmsborg bruges til undervisning, kurser, træning, stævner og afkomstprøver. Mange avlsorganisationer under Landsudvalget for Heste afholder her arrangementer.

Faciliteter
Opvisningshal med plads til 3.000 tilskuere. To ridehaller med internationale mål

Dressurstadion med fire ridebaner, køre-, military- og pasbane. Springstadion med ponyvæddeløbsbane

Stalde med plads til 300 heste og 10 ha græsfolde. Kontorer, restaurant, café og værelser til 48 gæster. Hovedbygning med kursus- og konferencefaciliteter

Behovet for udvidelser er stort. Blandt andet om endnu en ridehal og flere stalde. Infrastrukturen bør forbedres ved at holde uvedkommende trafik udenfor

Herregård, park og skov er offentlig tilgængelig - og besøges årligt af over 200.000

Danmarks Nationale Hestesportscenter Udvidet information
Danmarks Nationale Hestesportscenter holder til på den smukke herregård Vilhelmsborg ved Århus med mange fredede bygninger midt i et historisk og attraktivt landskab. Det er et af de største hestecentre i Europa med faciliteter af høj international standard. Stedet er ramme om nationale og internationale arrangementer. Avl, hestesport og undervisning er i fokus foruden hestens kulturhistorie.

Historiske anlæg
Vilhelmsborgs historie kendes tilbage til 1500'tallet. Fundamentet til den første hovedbygning, det daværende Skumstrup fra 1600, er frilagt. Hovedbygningen har været anseelig med sine 35 m's facadelængde, hvor den nuværende "kun" er på 25 m. Skumstrup blev pillet ned antagelig i 1776, og materialerne blev brugt til at opføre den nærliggende herregård Moesgård.

Christian IV (1588-1648) finansierede sine mange krige ved at optage gæld i udlandet, og da han ikke kunne betale sin krigsgæld til finansmanden Gabriel Marselis den Yngre fra Amsterdam tvang man denne til i 1662 at overtage enorme jorder i Danmark. Gabriel sendte sine to sønner, Constantin på 17 år og Vilhelm på 19 hertil. Den sidste flyttede ind på Skumstrup, blev adlet og tog navn Vilhelm Baron Güldencrone (sammensætning af møntsorterne Gylden og Krone) og kaldte stedet op efter sig. Vilhelm døde 10 år senere, men hans slægt ejede Vilhelmsborg de næste 261 år.

Den nuværende hovedbygning og avlsbygningerne er opført af Ove Christian Ludwig Emerantus Güldencrone. Hovedbygningen er i nyklassistisk stil og blev opført i 1842-44 tegnet af C.G.F. Thielemann. Det er en smuk bygning med fine lokaler og mange værelser. Avlsbygningerne lå oprindeligt sammen med hovedbygningen, men brændte i 1852.

stedet blev opført de nu fredede avlsbygninger, som heldigvis blev flyttet væk fra hovedbygningen, så denne kom til at ligge frit. Stilen skiftede på blot 12 år fra nyklassisme til neogotik. Gustav Ludolf Martens fra Kiel tegnede de bombastiske bygninger med kampesten, rødt murværk og tagskifre. Arkitekturen er spændende med den præfabrikerede tømmerkonstruktion med moderne spærkonstruktioner, som ankom til byggepladsen, klar til montage. Kampestensmurværket med de røde teglsten omkring døre, vinduer og gavle skærmer af. Avlsbygningerne skabte ideelle forhold for dyrene med bl.a. fine ventilationsforhold.

Vilhelmsborg i dag
Århus kommune købte i 1973 herregården for 7,1 mio kr. for at sikre et værdifuldt område, dog uden at vide, hvad det skulle bruges til. I de følgende år blev der ofret ca. 9 mio. kr. på en tiltrængt udvendig restaurering af hoved- og avlsbygninger. I 1988 overdrog kommunen brugen af bygninger og arealer til Foreningen Vilhelmsborg mod, at denne selv skaffede 9,6 mio. kr. og forpligtede sig til at stå for nyindretningen til hestesportscenteret. Stedet skulle i fremtiden være offentligt tilgængeligt.

Realiseringen gik i gang i 1988. Foreningen skaffede næsten 13 mio. kr., og byggeudgifterne blev 36 mio. Stalde blev indrettet i eksisterende avlsbygninger. Centret blev indviet i 1991 af dets protektor H.K.H. Prins Henrik. Alle hesteforbund opførte et show, der fortalte stedets 500 års historie med deltagelse af 200 heste og 400 frivillige.

Hovedbygningen blev i 1998-99 grundigt sat i stand ud- og indvendigt for at tjene til repræsentative formål samt til administration. Stueetagen rummer større rum velegnede til kurser og konferencer. 1.sal er med sit midterkorridorsystem ideel til kontorer, og her holder Dansk Varmblod til. På 2.sal er i stedet for tidligere kamre til personalet indrettet et møderum til ca. 80 deltagere.

Vilhelmsborg har dannet ramme om mange stævner herunder Danmarks-, Europas- og Verdensmesterskaber samt World Cup og er i hestekredse kendt viden om. Et stort og ulønnet arbejde har skabt rammerne, og der er en tro på fremtiden for det ideelle nationale hestesportscenter.

Vidste du at:

Vilhelmsborgs historie kan føres tilbage til 1300-tallet.

www.vilhelmsborg.dk

Hippologisk Selskab Vilhelmsborg - Herskabsstalden
Bedervej 101    |    8320 Mårslet