Ridekunsten blev opfundet længe før stigbøjlen, og det første hjælpemiddel til at stabilisere rytteren er fundet i Indien, hvor man brugte en løkke om rytterens storetå i det 2. århundrede f.Kr. Virkningen var ret begrænset og løkken kunne bestemt ikke bruges, når man steg til hest. Flere forskere mener, at man må søge opfindelsen af den egentlige, faste stigbøjle hos centralasiatiske rytterfolk som sarmaterne. Dette stemmer også godt med, at systemet kendes fra Kina omkring år 300.

Først da asiatiske folk som f.eks. hunnerne invaderede Europa, blev stigbøjlerne kendt her, men de blev tilsyneladende kun værdsat som et hjælpemiddel ved opstigning til hest. Så sent som under det afgørende slag ved Poitiers i 732 måtte de franskiske ryttere kæmpe til fods mod opsadlede saracenere (arabere). På både oldhøjtysk, oldsaksisk og dansk viser navnet, at man i første række opfattede stigbøjlen som en fordel ved opstigningen.

Ved udviklingen af det tunge, adelige rytteri gik opfindelsen af den kraftige saddel sammen med en erkendelse af mulighederne i stigbøjlerne. Tilsammen gav de rytteren mulighed for at bevare stabiliteten, mens han (eller hun, jf. Jeanne d'Arc!) leverede voldsomme slag eller stød med sine våben.

Man ved ikke præcist, hvornår egentlig lansefægtning blev taget i militær brug. Det var en velkendt turneringsform, men billederne på Bayeux-tapetet viser ryttere, der kaster deres lanser mod hinanden. Derfor må denne kampform være kommet senere i brug end 1066 - i hvert fald i Vesteuropa. (kilde:Wikipedia, den frie encyklopædi)