Iagttagelser vedrørende Hesteavlen i England og Nordfrankrig.

Rejseberetning til det kgl. Danske Landhusholdningsselskab, J. Jensen, 1881

anmeldt af Rita Geertz

I forbindelse med registreringen af nye gamle bøger i det hippologiske bibliotek på hjemmesiden www.hippologisk.dk stødte jeg på denne lille bog fra 1881, som giver interessante historiske oplysninger om hesteavlen i Danmark set i forhold til den udenlandske hesteavl.

Bogen er nemlig blevet til i et forsøg på at belyse et stridsemne, der havde været gennem mange år om beskaffenheden af de danske heste set i lyset af de udenlandske heste.
På det tidspunkt var der opstået en begejstret interesse for indførelse af udenlandske heste til Danmark, da man til trods for en omfattende eksport af danske heste til gode priser, alligevel mente at den danske avl var noget tilbage i kvalitet. Bogen fortæller således om den betydning eksport af heste havde ikke alene for den enkelte opdrætter og bonde, men også for landets økonomi.

Den unge dyrlæge og forfatter drog således ud for at få syn for sagen. Først tog han til England, hvor han forventede at finde opdrættere, hvis dyr stod fuldkommenheden temmelig nær.
Men til sin overraskelse fandt han overvejende opdrættere, som fulgte gammel praksis. Dette fritog dem for de største skuffelser, men det bragte heller ingen fremskridt til deres avl.
Englændernes store fortrin i forhold til de hjemlige forhold, mente J. Jensen, var at her var det adelsmanden og gentlemanfarmeren, der tog de høje præmier ved dyrskuerne og det var den forædlede hesteavl, de beskæftigede sig med.